Italien - tirsdag den 08. april 2014

Sidste dag i Venedig

Tilbage

”Tidligt op” er et vidt begreb. Uret ringer kl. 6, men tiden går alligevel og vi er med bussen ca. kvarter i otte. Det betyder, at vi nærmer os Venedig ved 8:30 tiden. Ja tiden går hurtigt på transport. Undervejs morer vi os ved at se en ung italiensk pige gestikulere vildt, mens hun taler (skændes) i telefon. Det er noget, som Italienerne er gode til, at gestikulere og slå ud med armene. Hun er nu påvirket af situationen, for kort tid efter, sidder hun og slikker på en hjemmerullet cigaret, så jeg er sikker på, at hun aldrig får ild i den…

Ved Markus-pladsen skilles Maries og min vej. Marie vil gerne se Markus-kirken og jeg har ikke så meget lyst til at tøffe rundt og se på alt deres krigsbytte. Så vi aftaler at mødes ved Markuspladsen igen kl. 12. Det er lidt mærkeligt lige pludselig at være sig selv, nu vi har gået tæt op og ned af hinanden i over en uge.

Jeg går med målbevidste skridt mod bagsiden af sukkenes bro, for at se, om jeg kan få et billede af den bagfra – med en masse turister, der står og beundrer broen. Det er ikke noget problem, at finde frem til den lille bro, der krydser lidt længere inde af kanalen. Næste punkt er Rialto-markedet, et stort formiddagsmarked tæt på Rialtobroen – med grøntsager og fisk. Det er ikke et problem at finde Rialto broen, det er bare at følge skiltene. Derved når jeg kun at gå galt en enkelt gang. Pludselig peger skiltene ad den vej, jeg var kommet. På Rialto broen er der ikke lige udsigt til et marked, så jeg må ty til en af vores guidebøger. Det er ganske tæt på selve broen ud mod Canal Grande og her ligger ganske rigtig den ene frugt- og grøntsagsbod efter den anden. Boderne ligger nabo til et større område med friskfangede fisk i alle afskygninger. Her er bl.a. store rejer og blæksprutter.

Jeg synes det er dejligt, at tøffe rundt og indsnuse stemningen i byen, så jeg går lidt på må og få – og er snart væk fra turistgaderne. Her er atter fredeligt og næsten ingen mennesker. Jeg bliver tissetrængende og tænker, at jeg skal prøve at følge de mange skilte mod WC. Det lykkes snart at få lokaliseret et toilet, men det koster lige 1,5 euro, at benytte dem. Det vil jeg godt betale, men automaten vil ikke godtage min 2 euro mønt, så jeg tænker, at jeg da kan bruge pengene på en kop kaffe – og låne restaurantens toilet i stedet…

Jeg finder en glimrende cafe lidt tilbagetrukket fra Canal Grande, hvor solen bager ned – og bestiller en kop cafe americano. Det lærte Marie og jeg jo, at det hed her i Italien. Bestiller man kun kaffe, får man e

presso – og den er alt for hurtig drukket, og så kradser den i mavesåret.

3,5 euro for en kop kaffe. Det er dælme også betalt så! End ikke DSB kan være med her. Men så giver det også en dejlig udsigt – og fri adgang til deres toilet :D)

Så er det vist tid til at finde en båd igen. Det er en linie 1, jeg springer på – med kurs mod Lido. Jeg har besluttet, at jeg lige kan nå, at hoppe af før Markuspladsen og tage lidt billeder fra den modsatte side af Canal Grande. Båden bugter sig ned gennem Canal Grande og gør en del stop undervejs. En af de få broer, der krydser Canal Grande er Academia, en flot træbro fra 1932. Jeg springer af båden ved broen og går helt ud forbi kirken Santa Maria della Salute. Nu går man jo ikke bare lige langs kanalen, for der er ikke gangsti overalt. Så det er noget med at bugte sig ind og ud af små smøger og langs andre kanaler – og så have en tro på, at ens indre kompas (solen skinner i dag), kan vise en vej. Nu gør det heller ikke noget, at kirken er megastor, så det er et godt pejlemærke…

Men tiden går og det er med at nå over Canal Grande til den aftalte tid kl. 12.

Meget passende fanger jeg lige en båd ved kirken, der sejler over kanalen, så jeg kan være ved statuen med løven på Markus pladsen nøjagtig på det tidspunkt, hvor kirkeklokkerne slår 12. Her er Marie allerede ankommet og vi beslutter, at tage en båd videre mod Lido, for at spise frokost der. Det er nok ikke helt så pebret, som det er i Venedig centrum.

På sejlturen får vi svar på spørgsmålet, om store krystogtskibe kan sejle helt ind til Venedig. Da vi sejler væk fra Markus pladsen, er 2 bugserbåde ved at hjælpe et kæmpe skib til kajs tæt på byens centrum. Så Marie får ret.

På Lido øen går vi lidt på må og få, før det lykkes os at finde en restaurant, der vil bespise os. Her på øen ser det ud til, at det er normalt, at holde siesta. Mange forretninger er simpelthen lukket. Pludselig dukker der en restaurant op i en sidegade. Restauranten hedder Africa, men det skræmmer ikke os. Tjeneren viser os et udvalg af deres gode friske fisk og vi peger på en genmodificeret fladfisk, der er kæmpestor. Nok til 2, siger tjeneren. Den napper vi og efter en gang bruchetta og et glas køligt hvidvin, dukker tjeneren op med den tilberedte fisk i et stort fad. Fisken er omgivet af grillede kartofler og tomater. Det ser lækkert ud. Tjeneren tilbyder at anrette det på 2 tallerkner. Det tilbud tager vi imod. Og det smager super. Vi har hele restauranten for os selv og det er let at se, at der ikke er meget at lave. Jeg spørger tjeneren om det er fordi det er frokost – så gæsterne måske dukker op til aften. Men han lader ingen tvivl tilbage om, at det har været sløjt i flere år. Det må jo være lidt surt at have sådan en restaurant, når der ikke er kunder.

Efter en dessert og kaffe, slentrer vi ned mod havnen, for at finde en båd tilbage til vores havn punto Sabbioni. Vi har bare styr på de både, for fluks vi ankommer til havnen, afgår en båd med kurs direkte til vores havn. Vi må sige, at vi kun har lovord tilovers for de offentlige transportmidler omkring Venedig. Der har ikke været nogen slinger i valsen og det kort, som vi købte til busserne/bådene – og som vi synes var lidt dyrt – har vi fået brugt meget…

Tilbage på campingpladsen, går vi en tur ned til vandet. Men det bliver hurtigt overskyet, mens vi sidder der, så vi fortrækker tilbage til camperen. Her kan vi sidde indenfor og høre havets brusen – over en god Tallisker og lidt dagbog (nu da vi har fået strøm på computeren igen…)

Det går så godt, at jeg også får hældt alle vores billeder ind på computeren og efter at have sorteret dem lidt, er computeren ved at gå død igen. Jeg sætter den til opladning men vi må konstatere, at camperens reservebatteri ikke kan trække opladeren. For strømmen kobler ud i camperen. Så det må vi opgive.

Vi har købt rugbrød i butikken på campingpladsen og det smager slet ikke så dårligt. Det bliver til et enkelt stykke til aften. Den gode frokost fylder stadig godt i maven, så vi er slet ikke så sultne. Men trætheden kommer snigende og da vi har fået en kop aftenkaffe, sidder jeg og småsover – mens jeg nyder freden. Marie får sendt nogle SMS’er hjem.